søndag den 11. juni 2017

Travlhed

Her er travlhed på matriklen. For selvom der stadig er en lille måned til Havefestival og min åbne have så har jeg nogle ting/projekter som jeg gerne ville have klar i god tid.

Vi plejer at klippe hække i juli, men i år ville jeg gerne have det overstået før Sct. Hans og derfor har Flemming klippet hække i denne weekend. Så når jeg så flot skriver "vi" tja så må jeg med skam melde at jeg ikke har kunne deltage i det arbejde i nogle år. Mine arme vil ikke mere de tunge løft...

Jeg har så ordnet stier og kanter i forhaven og det var en større opgave end jeg havde regnet med.

I får ingen billeder af forhave og hæk i denne omgang, men det skal nok komme.




Men billeder af den smukke rose 'Arvensis Splendens' som fylder pænt på pergolaen i forhaven, det skal I have.

Og her den samme op mod en hvid himmel

I drivhuset og på fliseterrassen er jeg kommet "på plads" efter at murerne er blevet færdige med fugearbejdet. Jeg har haltet gevaldigt bagefter med udplantning af sommerblomsterne, men de kommer jo nok igang, nu hvor de er plantet ud i bedene - bedre sent end aldrig.

De lyserøde stauder er kommet rigtig godt igang - især slangeurt, som jeg har mange steder. Jeg er vild med den staude og selvom den breder sig meget, vil jeg ikke undvære den i haven.

Valmuen 'Pattys Plum' er så fin lige nu - dog er farven mere blommefarvet end på dette foto.

Lægebaldrian sår sig flittigt, og den har jeg også mange steder lige nu. Den dufter så skønt at selv jeg, som har dårlig lugtesans, næsten dåner når jeg mærker duften.

I det hvide bed er der dukket en anden baldrian op Valeriana pyrenaica. Den er lyserød og hører jo ikke til i det hvide bed, men det er en skattet plante her i haven, så den får lov at blomstre her.

Inde fra stien i det hvid-gul-grønne bed lyser de limegrønne farver i Lodden løvefod og Matrem.

Det er straks mørkere og mere jungleagtigt, når man kikker i den anden retning.

fredag den 2. juni 2017

Forsættelse af blomsterkavalkaden, nu med blå og gule.

Jeg holder meget af ranunkelfamilien. Desværre er mine lysegule engblommer forsvundet, men jeg har heldigvis stadig den lysegule kusine til smørblomsten:

 Ranunculus acris 'Citrinus'. Den svæver så smukt i luften over de lave stauder.

Limegrøn Matrem (tror jeg nok)

Høj sol på de gule. På mystisk vis har den gule lupin undgået snegle i år. Den plejer at blive spist, så jeg er ret forundret over at den overhovedet forsøger at komme igen hvert år. Det er en stor glæde at se den i år.

Rosen Aïcha er den første rose i udspring her. En smuk, enkel og velduftende rose.
Det ligner salat men er en Heuchera - skal vi skyde på at den hedder noget med lime?

Denne akeleje købte jeg til plantemarkedet i søborg og tænk at den også blomstrer i år!

I "det blå hjørne" er der både limegult løv og blå blomster, her er det Camassia/Prærielilje og Blærespirea 'Darts Gold'. 

Der er noget over den blå Kulsukker som jeg godt kan lide selvom blomsten er uhøjtidelig. En god insektplante er det ihvertfald.

Den blå Knupurt har det med at fordrive den lyserøde som jeg ville erstatte den med.

Fisk i det blå bølgekronede storkenæbhav - Geranium phaeum.

I den mere "højtidelige" afdeling sølvbynke, biskophat, prærielilje og de sidste tulipaner.

Og festen forsætter - hver dag sker en stor udvikling og det er så dejligt at tage en morgenrunde, men der er også "uhyggelige" opdagelser på den tur - sneglene kom frem efter en voldsom regnskylle i onsdags og de festede i flere stauder som er plantet her i foråret. Bl.a. har jeg møjsommeligt plejet Lobelia 'Hadspen Purple' hele vinteren og pludselig hang den gevaldigt med bladene og adskillige snegle boltrede sig imellem stænglerne.

Det blev stoppet med kobberbånd omkring toppen af en plasticpotte. Sådan har jeg også haft held med at holde sneglene fra mine Dahlia som blev lagt i jorden tidligere på måneden.

søndag den 28. maj 2017

Nu tager sommeren over

De fleste tulipaner er ovre for denne gang, hvor solen gjorde kort proces i de rosa og violette staudebede, men disse bede ligger også i sol en stor del af dagen. Her er dog mange blomster og buske parate til at overtage. Idag tager vi runden blandt rosa - røde og over de violette toner og næste gang er det det gule og blå som står for tur. Jeg må dele op for ellers bliver I trætte af så mange billeder jeg har taget.

Rynkeblad eller Viburnum rhytidophyllum.

Takket være en vis Tante og hendes syrenprins har jeg også syrenen 'Beauty of Moscow' i haven.

En anden syren her er 'Andenken an Ludwig Späth'. 

Sammen med syrenen står en del prydløg Allium aflatunense.

Allium aflatunense står også under mine rosenbuer sammen med bonderoser som endnu ikke er igang. 

Men det er træpæonen derimod.

Geranium phaeum.

Bjerghulsvøb - Chaerophyllum hirsutum 'Roseum'.

Rød havemelde - Atriplex hortensis er god sammen med de lyserøde blomster.

Dagpragtstjerne - Silene dioica.

Akelejefrøstjerne - Thalictrum aquilegifolium på vej.

GemGem

fredag den 19. maj 2017

Som var det juleaften.

Endelig oprandt dagen, hvor jeg kunne tømme overvintringsteltet og klargøre drivhuset til denne sommer og jeg var så glad som et barn på juleaften.

Som I måske husker jeg har fortalt, er vi ved at få fuget huset og da drivhuset står op ad facaden, måtte vi pille et par ruder ud så mureren kunne komme til. Alle mine forspirede samt nogle frostfølsomme har derfor stået i overvintringsteltet.

Da murerne er færdige i drivhuset, kunne jeg begynde udflytning, nedvaskning af drivhus og hvad dertil hører når det skal tages i brug.

Pu-ha hvor var det hårdt at bære alle planterne ud, men heldigvis var vejret helt og aldelse fantastisk, så jeg var ikke bekymret for om småplanterne ville klare nogle timer i det fri.

Ja, det var jo næsten for varmt, men det tør jeg ikke sige højt, for jeg elsker sol og varme og det må meget gerne forsætte de næste par dage.

Godt opkogt og fuld af murstøv gjorde jeg klar til at højtryksrense og vaske vinduer og sprosser med brun sæbe. Føj for et arbejde - det er ikke det jeg elsker allermest.....

Tomater og chili er mere end parate til at blive plantet og få adgang til ubegrænset jord i bedene. Foran drivhuset venter krukkerne på at komme på plads, når terrassen kan tages i brug.

Det roder over hele haven og det er bare hårdt arbejde som skal overstås. 


Endelig plantet! De skal have en snor at vokse op ad, men ellers klarer de sig selv, hvis bare de får vand.

Jeg fik påbegyndt indretningen, vasket gardiner og sat planter ind på bordet. I morgen finder vi møblerne frem og så er vi klar til hygge i drivhuset. 

Inden det er helt for sent og outdatet at vise tulipaner får du en collage med løgplanter her. Tulipaner er hurtigt færdige i denne varme, men endnu står alle Allium og er tæt på udspring. I collagen er det Allium i pæonbedet nederst th.

 OG - sådan her har der set ud på sydfacaden og ser stadig ud på østsiden af huset - østsiden er dog det sidste der mangler, så det varer ikke længe...

Haven er og har dog hele tiden været fin og smuk, som du nok har bemærket i mine tidligere indlæg og kan se på den øverste collage.


fredag den 12. maj 2017

Udplantning

Midt i maj måned bør det være uden risiko at plante sommerblomster og Dahlia ud i det fri, så forrige lørdag da vejret var sommerligt, besluttede jeg mig for udplantning.



I de nye højbede plantede jeg Dahlia. Hver plante fik en ring af kobberbånd omkring sig og en plastichat til at beskytte mod frost. Og de har klaret sig godt i den uge der er gået - også selvom "hatten" er blæst af flere gange.

Jeg tilplantede også en del krukker. Endnu er terrasserne ikke tilgængelige p.g.a. arbejdet på husfacaderne, men krukkevæksterne står nu klar til når jeg kan begynde indretningen.

Felicia er et must i mine krukker - den vokser som om den var en formklippet busk og blomstrer hele sommeren indtil frost.

Jeg er vild med denne Gyldenlak i lila og gul, den er plantet i krukke sammen med rød havemelde og plettet tvetand.

Måske husker du at jeg købte to runde højbede? Jeg har købt to til. Så nu har jeg tre stykker bag haveskuret til Dahlia og én omkring mine rabarber bag pavillonen. Rabarberne er stadig forholdsvis små, selv efter to år og højbedet skal forhindre os i at trampe rundt oven i dem. Til efteråret fylder jeg mere jord i og løfter rabarberne op i højden.

De brune kloakrør som der voksede jordbær i er fjernet og jordbærplanterne står i nogle zinkspande. Jeg kan ikke have jordbær i jordniveau p.g.a. snegle, men det er så lækkert og hyggeligt hvis jeg lige kan spise et bær i forbifarten, derfor et par spande med jordbærplanter. 

Bag pavillonen har jeg plantet en tornløs brombær og jeg glæder mig meget til at kunne høste brombær.  Tornløs brombær har stået på min planteliste i mange år - og nu blev det så.

Jeg slutter med et billede af Flittigliser, som jeg også plantede i krukke sidste weekend. De frøs og gik til en kold nat i ugen der gik., så billedet er ikke som de ser ud nu. Det er godt nok utroligt så store udsving der er i temperaturene i år.





lørdag den 6. maj 2017

Smagsdommer

For tyve år siden fik jeg i 40-års fødselsdagsgave 100 tulipanløg af min nære veninde og tidligere gartnerkollega Lone. Dengang var det ualmindeligt at lægge 100 tulipaner af samme slags og jeg følte mig ualmindelig rig hvert eneste forår når de dukkede op i mit skyggefulde hostabed.

Sidenhen blev bedet udvidet og omdannet til et hvidt-gul-grønt bed og de orangegule appeldorn tulipaner blev knap så velkomne som de førhen havde været. I virkeligheden er jeg jo ikke vild med orange, så jeg begyndte så småt at fjerne tulipanerne, så bedet farvemæssigt holdt sig i de rette toner.


Men selvom jeg fjernede mange løg og synes, at jeg var ved at være i bund, så vil de tulipaner altså frem og jeg synes også at de vil formere sig for de bliver ved med at dukke op i flokke. Og da jeg idag kikkede ud igennem stilladset som står foran stuevinduet, fik jeg lyst til at give op, for de er jo smukke som de står der i morgensolen.

Hvad er det for noget pjat med mig, at der ikke må være orange tulipaner her? 

Tja, smagsdommeren i mig tog alligevel en hurtig beslutning og klippede hele bundtet og nu er vaserne i stuen fyldt med orange.


- og bedet.......

You might also like:

Related Posts with Thumbnails