fredag den 24. marts 2017

En rigtig forårsdag

Lidt nyt her fra haven en skøn, skøn, skøn solrig fredagsfridag. Jeg er igen igang med at køre resten af muldjorden på bedene. og det er lidt mere omstændigt nu hvor løgvæksterne er vokset godt til - så meget mere fordeling med hænderne for at jorden ikke skal havne oven i tulipanbladene.

Men jeg er ikke i tvivl om at planterne kan lide det. Når jeg kikker på de bede som fik champignonmuld for to uger siden strutter planterne af groglæde.

En lille krokus som endnu ikke er færdigblomstret - det går stærkt når varmen tager til.

Planterne i overvintringsteltet kan godt komme ud i drivhuset nu. Så snart den sidste muldjord er fordelt går jeg igang med det. Men jeg overvejer at lade teltet stå lidt endnu og så inde i det - men har ikke helt besluttet mig.

Idag kom der vand i betonkarret. Og jeg plantede en halv krans af stribet star omkring det langs kanten ved græsplænen. Da jeg var igang med at plante, kom jeg til at tænke på at det var synd for hundene som elsker at drikke vand der. De kan dog stadig nå vandet fra pigstensstien, så det går forhåbentlig.

Træerne i drivhuset kom ud i solskindsvarmen og ferskentræet som er fuld af knopper og blomster fik besøg af en lille bi. Træet er båret ind for natten for det ville være ærgerligt hvid frosten tog blomsterne.


Hvis du kikker godt efter kan du se juletræet som ligger i baggrunden midt på græsplanen.


fredag den 10. marts 2017

Mere havearbejde - det er skønt!

2000l champignonmuld står i min indkørsel og venter på at blive fordelt i haven. Jeg plejer bare at købe nogle nogle sække planteskolejord, som jeg fordeler tyndt når stauderne er klippet ned, men i år skal der gerne være til et pænt lag i samtlige bede.

Derfor var det også bare med at komme ud og forsætte med nedklipningen af stauder, hvor jeg slap for en uge siden. 

Med sol og varme som vi har haft idag, går det pludselig stærkt. Forårsløgene vokser hurtigt nu og de kan ikke lide at få jord ned imellem bladene, det skal fyldes på med omhu. Men jeg tror at det bliver godt!

Stauderne er klippet og det runde staudebed er klar til et lag topdressing.

Både jeg og planterne nød det dejlige solskin og som denne Helleborus fik jeg også lyst til at vende ansigtet imod solen, så jeg holdt pause i staudeklipningen og fandt min firmajulegave - en sort trallebænk frem på terrassen.

Ud kom også hornvioler og løgplanter fra sidste weekend - endelig blev det forår på terrassen og forhåbentlig er det slut med hård frost for dette år. Hvor var det dejligt at sidde der og mærke varmen og lytte til en sagte banken fra mejsekassen, hvor der åbenbart var gang i indflytningen.

Jeg håber på en weekend hvor jeg når en hulens masse mere derude og jeg stornyder at være igang derude.

søndag den 5. marts 2017

Forårsblomster

Idag blev det til et par timer i drivhuset, hvor jeg gjorde forårspynten til dørene klar. For ikke ret mange penge har jeg købt små påskeliljer, tazetter, hyacinter, perleløg og hornvioler så frem kom alle de små lerpotter og så hyggede jeg mig med jord og planter.


Jeg venter med at sætte dem ud til det bliver lidt lunere i vejret, jeg skal jo alligevel ikke ud og sidde på terrassen endnu, men det varer forhåbentlig ikke så længe endnu.

Nu hvor jeg var derude, benyttede jeg lejligheden til at fjerne juleopstillingen på bordet og det blev rigtig hyggeligt med et lille forårsanlæg i hjørnet.



fredag den 3. marts 2017

Første havedag i 2017

For at starte med vejret så var det hverken voldsomt eller farligt som ellers er de nye beskrivelser på avisforsiderne når der er vejrskifte. Her var dog skiftevis sol og regn, men da jeg først var kommet ud mens solen skinnede - ja så blev jeg ude i regnen.

Jeg har slet ikke savnet det, men pludselig kan jeg mærke at det er tid og at jeg skal igang i haven. Sådan er det som regel for mig. Jeg går ikke og sukker om vinteren - og det er måske fordi jeg har arbejdet ude i mange vintre før i tiden. 

Dengang var jeg så misundelig på folk som arbejdede indendøre. At man ikke skulle gå ude og fryse og være våd fra morgen til aften - det måtte være lykken, synes jeg.
Og da jeg sidenhen fik indendørsarbejde glædede jeg mig ekstra i mørke kolde vintermorgener over ,at jeg ikke skulle ud og stå på en stige.

Jeg begyndte med nedklipning af pæoner og storkenæb i bedet langs havestuen samt stikning af græskanter og hvor er det dejligt at komme igang igen.

De visne hortensiatoppe er lige til at fjerne med hånden og nu ligger de ikke og blæser rundt i bedene.

Ja, så kan jeg ikke gøre så meget mere her foreløbig - og dog, jeg vil rigtig gerne lægge noget topdressing i form af champost oven på det hele inden forårsløgene i bedene bliver højere.

I det hvid-gul-grønne bed begyndte jeg også at klippe ned og nu kom den store lækre hæksaks i brug for modsat pæontoppene som lå hen ad jorden, står staudetoppene i disse bede oprejst. Efterhånden som toppene bliver fjernet bliver bunden mere og mere synlig med sine hvide og gule plamager af vintergæk og erantis.

Jeg er altså godt på vej og håber at vejret vil blive nogenlunde ok så jeg kan tage et par timer mere i løbet af denne weekend.

I ugens løb har jeg sået lidt mere.

De skønne farverige potter har jeg fået af en kollega. Jeg har sået Lunaria, strandkål og spinatranke i dem og lige nu står de ude i kulden på terrassen, men de kommer ind igen om et par dage.

You might also like:

Related Posts with Thumbnails