torsdag den 19. oktober 2017

Efteråret

Efteråret skrider fremad og sætter hurtigt spor i haven nu. Der dukker flere og flere gule blade frem på træerne og det fugtige vejr får hurtigt hortensiablomsterne til at blive brune. Græsplænen  skal stadig klippes, men ikke så ofte.

Jeg har gravet dahliaknolde op og lagt dem til tørre i drivhuset. Nogle af krukkerne på terrassen er også båret ind i drivhuset. Her kan de stå og pynte endnu en måneds tid.

Sidste år købte jeg en pærekvæde og plantede den i en krukke. I år bærer træet én (hel) frugt. 

Det har hele tiden været min plan at den skulle plantes rigtigt, men jeg har ikke kunne bestemme mig for placeringen. Jeg tror dog at det skal stå ved drivhuset, hvor krukken står nu. Jeg har set flere ret store eksemplarer af pærekvæde, men om det er samme type som min, ved jeg ikke. Jeg håber at kunne holde den i ave både i højde og bredde, det er jo ikke meningen at det skal blive alt for overvældende.

Portugisisk Pærekvæde (Cydonia oblonga Mill.)

Det runde staudebed ser stadig rigtig fint ud og både roser, stauder og sommerblomster har farver stadigvæk. Jeg har købt lidt tulipanløg som skal fyldes i - jeg tænker at lægge dem i weekenden.

Det runde staudebed.

Baghavebedet ser lidt mere efterårsagtigt ud måske nok fordi hjertetræet er helt gult og uden for billedet er hasselbusken også gul. 

Det kan være svært at se på billedet nedenunder, men jeg har beskåret syrenbusken ret meget for at give plads til blodblommetræernes kroner.

Baghavebedet

Der er så hyggeligt i drivhuset med alle de sammenstuvede blomster- jeg har ofte drømt om at eje en blomsterbutik og det er næsten det jeg har her.

Jeg er lidt spændt på om jeg overhovedet når at se blomster i krukken til venstre. Det er Nerine bowdenii som har skudt de lange grønne blade, men umiddelbart er der ikke tegn på blomster.

Der har heller ikke været tegn på blomster i min Stuelind (Sparmannia africana) før den kom ind i drivhuset i begyndelsen af september, den har absolut ikke nydt sommeren på terrassen og burde nok have været inde hele sommerem. Jeg er bare ikke så glad for at holde stueplanter i drivhuset sammen med agurker, chili og peberplanter for de rager alt til sig af utøj som spindemider, lus o.l.

Purpurvinge (Tibouchina uryvilleana) plejer at blomstre på terrassen, men nej heller ikke den havde det godt derude i sommeren 2017 og selvom den har stået i drivhuset i over to uger har den stadig ikke foldet knopperne ud.

Og så lidt genbrug og verdens nemmeste krans - blade trukket på ståltråd er altid dekorativt, her er det bladene fra en buket eucalyptus som var tørret ind.

God weekend til jer derude, jeg tager jo forskud og holder fri fredag - det er nu ikke dårligt med tid til lidt af hvert både ude og inde.

søndag den 8. oktober 2017

Klar til at trække indendørs.

Nej jeg er absolut ikke færdig i haven for i år, men mit værelse er klar med nyt skrivebord og plads til at jeg går igang med diverse indendørssysler.


Ude i haven er jeg gang med lidt "omrokering. Kender I det med at man først skal fælde/flytte noget, dernæst grave noget andet op for at flytte det, så skal der ryddes op og så kan man plante........... osv. osv.?

Idag har jeg fældet min uægte jasmin - den var så forvokset og grim undtaget i den korte tid hvor den blomstrer. Du ser den i baggrunden på billedet nedenunder.


Der er kommet et grimt hul og kik ind til naboen, men det skal nok blive udbedret. Rema havde billige pæne Thuja og jeg har købt nogle stykker som skal lukke for noget af udsynet. Desuden blev der nu luft til et lille hjortetaktræsom jeg købte for nylig og jeg håber at det i løbet af et par år vil vokse sig stort og skabe lækkert flimmer med sit smukke løv.

De af jer som følger mig på Instagram har muligvis set, at jeg har fået en del lys i skyggebedet langs vesthækken fordi naboerne har fældet en masse meget store træer. Jeg er spændt på hvilke  nye muligheder jeg får i det hvid-gul-grønne bed. En del af det vil få sol også om eftermiddagen, men en anden del vil stadig ligge i skygge.

Før tv. og efter th. der kom lys.

De sidste stauder blomstrer nu og det gælder bl.a. høstasters, som jeg holder utrolig meget af. 

På plantemarkedet i Søborg købte jeg en ny asters hos Annestine stauder, men jeg fik desværre ikke navnet på den.  Den er nærmest på højde med mig og har mørke stængler, blomsten er lys lilla. 


Den skal stå i det lange baghavebed, hvor jeg ved at skabe luft og lave bedre sammenhæng.

Hvis jeg skal anbefale en staude som blomstrer fra sommeren over efteråret til frosten og passer til mange bedtyper, må det være Geranium 'Rozanne'. Den er helt forunderlig. 



I foråret ser den ikke ud af meget, men hen ad sommeren kravler 'Rozanne' stille og roligt opad og udad og lægger sig blødt oven på sine naboer. På denne årstid fylder mine næsten en kvadratmeter - ligger bare der og blomstrer så smukt.


Mine Hortensia blomstrer også smukt og har gjort det siden sidst i juni - ja i det hele taget er her stadig meget at nyde på de dage hvor solen skinner.

You might also like:

Related Posts with Thumbnails